God dialog, hurtig handling og juridisk støtte
Få minutter fra Skive centrum ligger ejendommen Jægerparken, med i alt 111 lejligheder. Her bor Claus Hansen, som har været en del af Jægerparkens beboerrepræsentation siden 2002. Han valgte at påtage sig rollen som beboerrepræsentant, fordi han mener, at ingen skal stå alene, og at det er vigtigt, at der altid er nogen, man kan få hjælp fra.
Hvorfor tre beboerrepræsentationer
Jægerparkens beboerrepræsentation blev oprettet i 1980’erne, efter i mange år at have fungeret som en beboerforening. Der er mange byggerier med en del problemer, hvor det er svært at håndtere ejeren. I Jægerparken er situationen dog anderledes.
Ejeren har lært at respektere, at der er en beboerrepræsentation, mens lejerne holder godt fast i, at den eksisterer. Oprindeligt var der kun én beboerrepræsentation, men denne blev senere opdelt i tre, da ejeren valgte at opdele ejendommen i tre ejerlejlighedsforeninger.

”Udlejeren besluttede dengang at opdele ejendommen i først to og senere tre ejerlejlighedsforeninger, selvom der ikke er blevet solgt nogle ejerlejligheder i Jægerparken. Derfra besluttede vi også at opdele beboerrepræsentationen i tre.
I dag kunne vi godt lægge de tre beboerrepræsentationer sammen til én, men da ejeren ikke ønsker at gøre det, og det reelt set ikke betyder noget, vælger vi at acceptere ejerens ønske. De tre beboerrepræsentationer holder alle møder sammen og forhandler samlet med ejer”, siger Jørgen Dyrholm Jensen, der er direktør i Danske Lejere.
I Jægerparken er der i alt 9 beboerrepræsentanter, som fungerer som bindeleddet mellem beboerne, udlejeren og Danske Lejere. De er de primære kontaktpersoner for beboerne og hjælper, når behovet opstår. En af deres vigtigste opgaver er at deltage i flyttesyn, hvis det ønskes.
Se nærmere om flyttesyn: Flyttesyn holdes for at sikre udlejer (ikke skrevet specielt til Jægerparken)
”Som beboerrepræsentanter modtager vi de breve, der kommer fra udlejer og tager imod henvendelser fra beboerne. Og så tager vi gerne med til flyttesyn, når beboerne flytter ud af deres lejemål. Jeg har personligt sagt, at hvis nogen ønsker, at jeg deltager i et flyttesyn, så er de velkomne til at kontakte mig.
Jeg deltager gerne, så snart jeg bliver indbudt. Der er også beboere, der ikke føler sig trygge ved at henvende sig direkte til udlejeren, og her kan vi som beboerrepræsentanter hjælpe. Vi kan også inddrage Danske Lejere, hvor de tager kontakten, alt efter hvad sagen handler om.”
Udlejer handler hurtigt på beboernes ønsker
Claus oplever, at der er en god dialog med udlejer. Der er ansat en vicevært, som er meget lydhør og imødekommende, når beboerne henvender sig til ham. Og er der ønsker til ejendommen, er udlejeren hurtig til at få dem gennemført.
”Ét ønske, vi tog op på vores årsmøde, var at få en hjertestarter, der stod tættere på vores lejeboliger. Den nærmeste hjertestarter lå nemlig langt væk. Det kunne jeg godt se, da jeg tjekkede det i en app. Allerede én uge efter årsmødet havde vi fået en hjertestarter sat op midt imellem vores boligblokke. Så hele processen blev håndteret hurtigt og uden problemer”, siger han.
”Under coronapandamien gik vores vicevært forbi en dag, imens han var ude at feje. Jeg sad hjemme, så jeg tog en kop kaffe med ud på terrassen, og så fik viceværten og jeg en god snak. Jeg synes, det er en vicevært af den rigtige karakter. Han skal have stor ros”, siger han.
Ifølge Claus er det vigtigt at have en beboerrepræsentation, men det er mindst lige så afgørende, at den er tilknyttet en lejerorganisation.
Se også: Beboerrepræsentation – en manual
”En beboerrepræsentation er en god start, fordi man står stærkere sammen, og det er lettere at få ting igennem hos udlejeren. Men det er ikke nok. En beboerrepræsentation skal også være tilknyttet en lejerorganisation, da det er rigtig svært at navigere i det juridiske, hvis du ikke har erfaring med lejeloven. Det kan hurtigt blive uoverskueligt og risikabelt for dig at prøve at forstå den selv, og du kan nemt ende med at lave fejl, der koster dyrt.
Flere af vores beboere har fx ved en fejl underskrevet og accepteret kravene i en fraflytningsrapport, hvor de har stået med en stor regning, som de ikke har kunne gøre noget ved efterfølgende. I disse tilfælde har Danske Lejere kunnet træde til og hjælpe. Havde beboerne søgt rådgivning, inden de underskrev, kunne de have undgået denne situation”, siger han.
(Fortællingen her er et bidrag til at vi husker at fortælle, at der er meget stor forskel på byggerier. I tilfældet Jægerparken er der over årene skabt en relation mellem beboerrepræsentation og udlejer, der er ret ræsonnabel)