I Vallensbæk har Danske Lejere fået et samarbejde med SSP, fordi lejerne i en bebyggelse føler sig utrygge ved en gruppe unge, der holder til i en parkeringskælder.
Det handler om Emiliehaven i Vallensbæk. Et sted, hvor der er oprettet en beboerrepræsentation tilknyttet Danske Lejere, og hvor der på mange måder er massive problemer i forhold til udlejer.
Dertil kommer så problemerne med de unge, der tilsyneladende holder til i parkeringskælderen, og hvor der ifølge beboerrepræsentanterne også lugter af cannabis, når de unge har været der.
Danske Lejere skrev derfor til kommunen, som straks underrettede SSP (Samarbejdet mellem skole, socialforvaltning, politi). Af et svar fra kommunens medarbejder fremgår det, at kommunens gadeteam vil kigge forbi parkeringskælderen, og det samme vil de lokale ”natteravne” – et korps af frivillige i nattelivet. Ingen af dem kan agere politi, men begge kan indgå i en dialog med de unge.
Ifølge Jørgen Dyrholm Jensen, direktør i Danske Lejere, er man glad for den hurtige og effektive reaktion fra kommunen.
Beboerrepræsentant Hanne Nielsen er glad for, at der sker noget, så for eksempel gademedarbejder og/eller natteravne får kontakt med de unge.
I det hele taget er Hanne Nielsen glad for, at beboerrepræsentationen er med i Danske Lejere:
”Jeg syntes, det har været godt, at vi kom med i Danske Lejere. Vi fik alt den hjælp fra dem, vi havde brug for ved oprettelsen og efterfølgende. Jeg har også talt med dem, der tager telefonen, og de er virkelig søde og kompetente. Jeg har nu også selv en sag hos Danske Lejere og en helt fantastisk jurist, der kører den. Så kan klart anbefale Danske Lejere og gør det også, når jeg taler med folk”, siger hun.