Bliv medlem
Bliv medlem

Fraflytning af lejemål – en manual

Når du flytter fra dit lejemål, er det vigtigt at vide, hvad du skal gøre – både før, under og efter din fraflytning. Du skal også kende reglerne, og hvad udlejer kan kræve af dig, så du ikke ender med unødvendige udgifter. 

Her kan du læse nærmere om fraflytning. Hvad du skal gøre, når du flytter fra dit lejemål. Hvilke regler og krav, der gælder for dig som lejer. Beskrivelsen vedrører lejere i private udlejningsboliger.

Opsigelse af lejemål

Når du opsiger dit lejemål, er det vigtigt først at tjekke, hvad der står i din lejekontrakt omkring opsigelsesvarslet. Står der ikke noget konkret i lejekontrakten, gælder de almindelige regler i lejeloven. Og i loven er opsigelsesvarslet på 3 måneder.

Sådan opsiger du lejemålet

Lejemålet skal opsiges til den første hverdag i en måned. Og det er vigtigt, at din opsigelse er fremme hos udlejer senest dagen før den 1. i en ny måned. 

Sender du fx din opsigelse d. 14. maj, er lejemålet opsagt fra den 1. juni. Din opsigelsesperiode vil varer fra juni til og med august, hvis du har en 3 måneders opsigelsesperiode.

Dokumentér opsigelsen

Opsigelsen skal være skriftlig. Hvis du er vant til at kommunikere med udlejer pr. mail, vil du også kunne sende din opsigelse til udlejer pr. mail. Det er en god idé at få en skriftlig bekræftelse på din opsigelse, så der ikke er nogen tvivl om, hvornår lejemålet er opsagt fra, og at opsigelsen er gældende. 

Alternativt kan du sende opsigelsen med rekommanderet brev eller aflevere den personligt på udlejers kontor mod en underskrift.

Hvad din skriftlige opsigelse bør indeholde

Du bør i opsigelsen fortælle, hvor du kan kontaktes efter, du er flyttet. Flytter du før opsigelsesvarslet udløber, bør du oplyse hvornår, så udlejer har mulighed for at genudleje lejemålet.

Fraflytning 14 dage før?

Står det i din lejekontrakt, må udlejer godt kræve, at du fraflytter lejemålet 14 dage før opsigelsesperioden ophører. Hvis det er tilfældet, er du forpligtet til at betale husleje og forbrug for disse dage.  

Er der ikke en aftale om de 14 dage i kontrakten, kan du bo der helt til den sidste dag i opsigelsesperioden.

Tips og gode råd ved fraflytning

Der er flere ting, du selv kan gøre for at sikre, at processen forløber så gnidningsfrit som muligt. Ved at forberede dig godt, kan du undgå unødvendige konflikter med udlejer, og du kan spare rigtig mange penge.

Læs lejekontrakten igennem

Når du gennemgår og tjekker din lejekontrakt, kan der være særlige krav til, hvordan du skal forlade lejemålet.

De krav er ikke nødvendigvis alle hverken rimelige eller gældende. Mange udlejere får lyrikken i kontrakterne til at kunne tolkes udover det, som lejeloven giver mulighed for.

Du kan også lade os give dig et første gratis råd om indholdet i din lejekontrakt.

Rengøring af lejemålet

Det er vigtigt, at du rengør lejemålet grundigt, inden du flytter, så du ikke får en rengøringsregning. En grundig rengøring indebærer:

  • Støvsugning
  • Gulvvask
  • Aftørring af overflader
  • Rengøring af badeværelse og køkken. Det er en god idé at rengøre bag hårde hvidevarer, da der kan være meget beskidt.
  • Har du kæledyr, er det også en god idé at fjerne hår og pletter

Hævn dig ikke på udlejer med bemærkninger om, at det også var beskidt, da du flyttede ind. Det giver ofte bagslag i en uenighed om en flytteregning.

Dokumentér lejemålets stand

Inden du flytter, anbefaler vi, at du tager billeder af alle rum og detaljer for at kunne dokumentere lejemålets stand. Jo flere billeder, jo bedre. Billederne kan altid slettes igen.

Dokumentationen kan være nyttig, hvis du og udlejer er uenige om lejemålets stand, efter du er flyttet.

Detalje optaget som foto af lejer, der stod til at skulle flytte.
Detalje taget som foto af lejer, der stod til at skulle flytte i september 2024. Lejer havde kun boet der i kort tid. Havde ikke selv malet. Formålet med billedet var senere at kunne bevise, at udlejer ikke kunne forlange noget. Og det uanset, at der stod noget andet i kontrakten

Reparer kun skader, hvis det er let at gøre, og det er forsvarligt

Du kan vælge at reparere skader, hvis det er noget, der er nemt, og du kan gøre det forsvarligt. 

Gå aldrig i gang med at gøre noget selv, hvis du ikke kan gøre det håndværksmæssigt forsvarligt. Det kan nemt blive dyrt i stedet.

Afbryd forsyninger, hvor det er forsvarligt

Er det forsvarligt, kan du vælge at afbryde forsyninger som vand, gas, elektricitet, varme m.m., før du forlader lejemålet.

Har du en telefon- eller internetforbindelse, skal du også kontakte udbyderen og bede om at afbryde servicen.

Du skal ikke afmelde forbrug, hvis du ikke er direkte kunde hos forsyningen. Betaler du aconto, så framelder udlejer dig.

Aflæs alle målere som det sidste – evt. ved fotos

Nøgler skal afleveres til tiden

Det er vigtigt, at du afleverer nøglerne til lejemålet. Hvis du ikke gør det, kan du risikere at skulle betale for en ekstra måned leje.

Det vil altid være en god ide at komme af med nøglerne så hurtigt, som det er dig muligt. Så er du ude, har du gjort rent – og har du tage en serie fotos, så du ved, hvordan det ser ud – så skaf dig af med nøglerne.

Ingen grund til f. eks. at vente til et flyttesyn. For det holdes måske slet ikke. Se om det længere ned.

Og er du flyttet ud – så du ikke har brug for at komme i lejemålet mere, så sørg for at komme af med nøglerne også tidligere end den sidste dag, hvor du skal betale husleje

Husk at få din adresse flyttet hos det offentlige.

Undgå uheldige og negative diskussioner med udlejer i opsigelsesperioden

Vi ser lejere, der kommer til at gøre det skidt for sig selv, når de går i gang med for mange og uheldige diskussioner med udlejer op til fraflytningen.

Har du spørgsmål eller er i tvivl om noget, så tøv ikke med at kontakte os. Som medlem i Danske Lejere kan du altid kontakte os for at få rådgivning. Er du ikke medlem, kan du skrive til os og få det første råd gratis , eller du kan melde dig ind .

Fraflytningssyn

Krav og regler ved fraflytningssyn

Har udlejer mere end et lejemål, skal han/hun afholde et fraflytningssyn .

Når man læser lejeloven, er der nogle formelle krav, som udlejer skal overholde, når fraflytningssynet skal afholdes.

  • Udlejer skal indkalde dig skriftligt til synet med 7 dages varsel.
  • Udlejer skal afholde fraflytningssynet senest 14 dage efter, du har afleveret nøglerne.  

Indkalder udlejer dig ikke korrekt, eller planlægger udlejer at afholde flyttesynet 14 dage efter din fraflytningsdato (den dag du overdrager nøglerne), bør du ikke møde op til flyttesynet.

Møder du op, vil man tolke det som om, at du har accepteret, at udlejer ikke overholder de formelle krav.

Efter fraflytningssynet er afholdt, må udlejer ikke tilføje nye krav.

Det er udlejers pligt at vide, hvilke krav der er, når man indkalder til et fraflytningssyn.

Flyttesynet holdes ikke i din interesse. Det er ene og alene en mulighed for udlejer for at kunne rejse krav.

Hvis udlejer kun har dette ene lejemål

Her er der ikke et krav om flyttesyn. Men har udlejer krav, skal de stadig være rejst senest 14 dage efter nøglerne er afleveret.

Fraflytningsrapport

På selve synsdagen skal udlejer udlevere en fraflytningsrapport til lejer.

Beder udlejer dig om at underskrive fraflytningsrapporten, skal du kun kvittere for modtagelsen. Er du i tvivl, anbefaler vi, at du undlader at skrive under. Skriver du under på enighed i kravene i rapporten, kan det blive svært for dig at gøre noget ved en urimelig regning senere.

Modtager du ikke rapporten på synsdagen, skal udlejer sende den til dig senest 14 dage efter datoen for fraflytningssynet.

Istandsættelse af lejemålet ved fraflytning

Er din lejekontrakt underskrevet efter den 1. juli 2015 kan udlejer ikke kræve, at lejemålet er fuldstændigt nyistandsat, når du flytter.

Men du skal stadig aflevere boligen i en rimelig stand – med undtagelse af almindeligt slid og ælde. Det betyder, at lejemålet skal stå vel vedligeholdt ved din fraflytning uden skader eller mangler.

Er kontrakten fra før 1. juli 2015 klan det være anderledes.

Brug gerne vores gratis tjek af lejekontrakt

Flytteopgørelse

Flytteopgørelsen kommer først, efter du er flyttet. En flytteopgørelse kan indeholde en opgørelse over depositum, istandsættelseskrav, skyldig husleje og forbrug.

Udlejer kan stille uretfærdige krav i flytteopgørelsen. Om kravene er berettigede, afhænger ofte af den dokumentation, der blev udarbejdet ved indflytningen og indholdet i lejekontrakten.

Er du og udlejer uenige om kravene, er det udlejers ansvar at kunne dokumentere, at kravene er berettigede. Men har du billeder af lejemålets stand – både fra indflytning og fraflytning – vil det være en fordel for dig.

Tidsfrist for modtagelse af flytteopgørelse

I lejeloven er der ikke sat en frist for, hvornår en udlejer skal aflevere en flytteopgørelse.

Modtager du ikke flytteopgørelsen, kan du starte med at rykke udlejer for den. Og hjælper det ikke, kan du overdrage sagen til huslejenævnet, som så fastsætter en frist for udlejer.

Du har også mulighed for at få hjælp fra os. Vi kan hjælpe med at fremtvinge flytteopgørelsen, og hvis det bliver nødvendigt, kan vi overdrage sagen til huslejenævnet. Nogle gange kan vi også sørge for, lejeren får tilbagebetalt tidligere betalinger, der ikke lovligt kunne opkræves.

Hvis det var en almen bolig, som du flyttede fra, så skal flytteopgørelsen komme indenfor rimelig tid. Men den regel gælder ikke på det private lejeboligmarked.

FAQ – Ofte stillede spørgsmål